Førtidspension
Personer, som har en svært behandlelig epilepsi, kan ofte være i en situation, hvor de ikke kan begå sig på arbejdsmarkedet, selv ikke i et fleksjob.
Anfaldshyppigheden, typen af anfald, hukommelses-, indlærings- ,samt kon-centrationsproblemer mv., og voldsom udtrætning kan betyde, at det er nødvendigt, at der tilkendes førtidspension.
Hvad er formålet med førtidspension?
Formålet er at du får et forsørgelsesgrundlag, hvis din arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at du ikke kan forsørge dig selv ved arbejde på almindelige vilkår, efter de sociale kapitler eller på fleksjob.
Hvem kan få førtidspension?
Førtidspension kan tilkendes til personer i alderen 18 til 65 år.
Du kan som hovedregel først få tilkendt førtidspension, når alle muligheder for at du kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, har været afprøvet. Afprøvningen - herunder revalidering, fleksjob, behandling m.m. - skal vise, at din arbejds-evne ikke varigt kan blive så god, at du kan blive på arbejdsmarkedet.
Hvor meget kan jeg få?
Den 1. januar 2003 trådte en revideret førtidspensionslov i kraft, som betyder at der fremover kun tilkendes en sats. Størrelsen af denne førtidspensionssats er afhængig af, om du er gift eller samlevende, samt dine egne og ægtefælles-/samlevendes indtægter.
Personer som har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, følger de hidtidige regler om førtidspension.
Taksterne for førtidspension er i 2012 for enlige 204.900,- kr. årligt og for gifte-/samlevende 174.168,- kr. årligt.
Hvis du vil vide, hvor meget du kan få i førtidspension, kan du under relevante links i højre side lave en vejledende beregning - ved hjælp af PensionsInfo.dk.
Hvor skal jeg søge?
Det er din bopælskommune, der behandler en sag om førtidspension. Kommunen skal sørge for at skaffe de oplysninger, som er nødvendige for at behandle din sag. Kommunen skal beskrive din arbejdsevne. Ved indstilling til førtidspension skal kommunen give en redegørelse for, at din arbejdsevne ikke kan forbedres. Der skal foreligge en faglig forklaring på, hvorfor arbejdsevnen anses for varigt nedsat og hvorfor arbejdsevnen ikke kan anvendes til selv-forsørgelse. Kommunen bestemmer, hvornår en sag om førtidspension skal rejses, efter lov om social pension.
De reviderede førtidspensionsregler giver dig også mulighed for, at du selv kan anmode kommunen om, at tage stilling til din ansøgning om førtidspension. Afgørelsen vil her ske på det foreliggende grundlag. Det vil sige ud fra de op-lysninger som ligger i din sag, samt undersøgelser som allerede er foretaget. Der igangsættes ikke nye undersøgelser.
Hvad kan Specialrådgivning om Epilepsi hjælpe med?
Har du behov for at få et overblik over dine muligheder for førtidspension, kan du rette henvendelse til Specialrådgivningen og få råd og vejledning.