Klageadgang på det sociale område
Det er vigtigt, at man som borger har oplevelsen af, at retssikkerheden bliver varetaget i mødet med myndighederne. Derfor er der udarbejdet en række regler for, hvordan både myndighederne og du som borger skal agere.
Hvis du som borger ikke er enig i den afgørelse, der er truffet i din sag, kan du klage over afgørelsen. Nedenfor kan du se, hvordan du klager, hvad du kan klage over og til hvem du kan klage.
Når du klager, går det ikke ud over behandlingen af din sag. Kommunen skal respektere, at du bruger din ret til at klage.
Sådan klager du
Der er ingen formkrav til en klage. Det betyder, at du også kan klage mundt-ligt. Du kan derfor blot overfor sagsbehandleren sige, at du ønsker at klage over afgørelsen. Se nedenfor, hvad der forstås ved en afgørelse.
Der stilles ikke krav om, at du skal begrunde din klage. Det betyder, at myn-digheden uanset om klagen er begrundet, skal vurdere alle aspekter af afgørelsen.
Nedenfor kan du læse mere om, hvordan du klager og til hvem.
Hvad er en afgørelse?
Ved en afgørelse forstås en beslutning, der bliver truffet af en forvaltnings-myndighed i en konkret sag og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter, at have retsvirkning efter sit indhold.
Det kan eksempelvis være afgørelsen om, at du tilkendes førtidspension eller afgørelsen om, at du får afslag på førtidspension.
Hvem skal du klage til?
Hvem du skal klage til afhænger af, hvem der har truffet afgørelsen i din sag - altså hvem der er afgørelsesmyndighed.
Her kan du se, hvem der er klageinstans i forhold til afgørelsesmyndigheden:
Afgørelsesmyndighed
|
Klageorgan
|
| Kommunen |
Det sociale nævn |
| Jobcenter |
Beskæftigelsesankenævnet |
| Det sociale nævn |
Ankestyrelsen |
| Beskæftigelsesnævnet |
Ankestyrelsen |
| A-kasse |
Arbejdsskadestyrelsen |
| Arbejdsskadestyrelsen |
Ankestyrelsen |
| |
|
| |
|
De sociale nævns afgørelser er normalt endelige og kan derfor ikke påklages til anden administrativ myndighed. Imidlertid kan Ankestyrelsen beslutte, at behandle en klage over nævnets afgørelse, hvis sagen anses for at have principiel eller generel betydning.
I visse situationer vil det være muligt at klage til Ombudsmanden, idet "enhver" i henhold til loven, kan indgive en klage til Ombudsmanden. Efter modtagelsen af klagen, er det Ombudsmanden der afgør, om der er grundlag for en under-søgelse, hvilket betyder; at grundløse eller uvæsentlige klager kan afvises.
Hvem skal klagen indgives til?
Når du får en skriftlig afgørelse, skal den være ledsaget af en klagevejledning. Her vil det fremgå, hvor klagen skal indgives.
Som hovedregel skal klagen indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen, således at myndigheden får mulighed for, at genvurdere sin afgørelse. Fastholdes afgørelsen, sendes hele sagen videre til klageinstansen.
Når en klage er modtaget af den myndighed, der har truffet afgørelsen, bør klageren hurtigst muligt underrettes om, at klagen er modtaget.
Klagefrister
Hvis en afgørelse er truffet af en kommune eller det sociale nævn, skal kom-munen have din klage inden 28 dage (inklusive weekender og helligdage) efter, at du som klager har fået meddelelse om afgørelsen. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten, vil den som udgangspunkt anses for, at være kommet frem dagen efter afsendelsen, medmindre posten er afsendt som B-post, der er længere tid om at komme frem.
Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til den førstkommende hverdag, inden kontortids ophør.
Hvad kan jeg klage over?
Hvis du vil klage over den afgørelse du eksempelvis har modtaget fra din kommune, har du - som det fremgår ovenfor - mulighed for, at klage over denne afgørelse til en anden administrativ myndighed - det sociale nævn.
Det sociale nævn har også mulighed for, at behandle klager vedrørende følgende spørgsmål:
- Aktindsigt
- Rådgivning og vejledning
- Udlevering af oplysninger i strid med forvaltningslovens regler
Hvis du derimod vil klage over servicen, eksempelvis sagsbehandlingstiden, personalets optræden eller en ekspeditionsfejl, skal klagen rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren.
Hvordan kan Specialrådgivningen hjælpe?
Er du i tvivl om reglerne på dette område eller mangler du hjælp til at komme videre med din situation, har du mulighed for at kontakte en af Specialrådgivningens rådgivere.
På Sundhedsområdet
Der findes en lang række klageinstanser på sundhedsområdet. Patientombuddet fungerer som én samlet indgang for patienter, som ønsker at klage over den faglige behandling i det danske sundhedsvæsen : www.patientombuddet.dk
Patientombuddet behandler også klager over tilsidesættelse af patientrettigheder og klager over Patientforsikringens afgørelser om erstatning.
Hvis der er tale om lægemiddel- og patientskader, kan du søge erstatning fra Patientforsikringen : www.patientforsikring.dk
Har du brug for yderligere vejledning til at udfylde skemaer, samt klager på sundhedsområdet, kan du rette henvendelse til patientvejlederene i din re-gion : www.sygehusvalg.dk
På Undervisningsområdet
Du kan klage, hvis du er uenig i en afgørelse som din kommune eller region har truffet. Der er 2 muligheder.
- Hvis det handler om en afgørelse, som er truffet af den enkelte skole, kan du klage til kommunalbestyrelsen.
- Hvis det handler om en afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet, har du mulighed for at klage til klagenævnet for vidtgående specialundervisning.
Du kan læse mere om klagenævnet for vidtgående specialundervisning og betingelser for klager på www.klagenævnet.dk.